Pulsar

Med to succesfulde albums og en udsolgt verdensturné i bagagen har Paris-baserede L'Imperatrice efterhånden udviklet sig fra at være et instrumentalt hobbyprojekt skabt af musikkritikeren Charles de Boisseguin til et seks-mand stort kraftcenter, hvis vuggende blanding af funk og French Touch, disco og deep house nu løftes yderligere med sangerinden Flore Benguigui i gruppen. Deres nye album "Pulsar" er en fokuseret, men vidtrækkende plade, et jublende vidnesbyrd om et band med masser på hjerte og evnerne til at kommunikere det.

Gennem 10 numre bevæger L'Imperatrice sig frit men fokuseret mellem de lyde, de elsker, og bygger bro mellem hiphop og moderne pop med deres mest uforbeholdne omfavnelser af French Touch og international house til dato. Samtidig synger Benguigui dristigt om selvstændiggørelse og om nødvendigheden i at bortsige sig tidens skønhedsstandarder, aldersdiskrimination og kedelige normalitet med lidt hjælp fra et spændende sæt nye venner.

Maggie Rogers, en mangeårig fan, som havde set bandet flere gange, fløj til Paris for at hjælpe med det yndefulde nummer "Any Way", og hun gik til sangen med en uforfærdet entusiasme. Bandet havde et lignende møde med Erick the Architect, som var så begejstret for den sample-baserede og panoramiske "Sweet & Sublime", at Benguigui skrottede et af sine egne vers for at gøre mere plads til ham. Og den italienske sangerinde Fabiana Martone (Nu Genea) skabte melodien til "Danza Marilu" i det øjeblik, hun mærkede dens disco-pumpende energi.

I løbet af disse 10 sange udviser L'Imperatrice en sjælden vilje til at være ærlige omkring livet og dets problemer, samtidig med at de lyder som et perfekt billede på rendyrket lykke. "Pulsar" åbner som et vindue, der bliver skubbet op til en ubegribelig verden. I titelnummerets finale, fletter bandet dubstep, turntablism og symfoniske strygere sammen i et massivt klimaks med den opmuntrende konklusion: Uanset hvordan vi er, er vi OK.